Foreningen Nordens 100 års program

Foreningen Norden fylder 100 år, og det fejres i hele Norden. I lyset af et uroligt og kaotisk Europa dannedes i de nordiske lande i 1919 en forening med det formål at styrke og udvikle de nordiske folks samarbejde med udgangspunkt i fælles værdier med sprog, kultur, folkestyre og samfund. Foreningen Norden er en apolitisk og fredsskabende forening.

Den nordiske identitet består, og det nordiske samarbejde har fejret mange succeser gennem årene – noget, som internationalt bliver set på med stor anerkendelse. Ved flere lejligheder har foreningen været med, bl.a. ved hjælpen til Finland under Vinterkrigen 1939-40 og ved udformningen af et fælles arbejdsmarked.

Foreningen Norden Thisted markerer 100-års-fødselsdagen med et meget fyldigt program - en blomstrende buket af musik, koncerter, teater, kunstudstillinger, maratonsang, venskabsbånd, flaskepost, foredrag m.m. Foreningen Norden Thisted blev stiftet 1937 og var blot to år senere initiativtager til den første venskabsbykæde, som stadig eksisterer, og som altså i år fejrer sin 80-års-fødselsdag.

Mange foreninger, organisationer, institutioner og enkeltpersoner bidrager til festligholdelse af en 100-årig ved i løbet af jubilæumsåret at lave spændende aktiviteter. Fra bestyrelsen for Foreningen Norden Thisted skal lyde en kæmpestor tak for jeres positive medvirken til, at vi nu kan præsentere dette flotte jubilæumsprogram.

Til Thisted Kommune og øvrige sponsorer skal lyde mange, mange tak for jeres støtte, som har gjort det muligt.

NORA HORNSTRUP

Formand for Foreningen Norden Thisted

HENT PROGRAMMET HER